Læsø Lipizzaner

Er hestens udebane din hjemmebane?

Hvis ridehallen er din hjemmebane, er din hest på udebane. Hvorfor? Jo fordi hesten er i et kunstigt miljø dér hvor du føler dig hjemme. Så hvordan kan I komme til at spille på samme hold? Det kræver at du sætter dig ind i hestens verdenssyn.

Solopgang 2016 LæsøSol, vind, regn, høj himmel og skiftende løbeunderlag, dét er livet for en flok heste der bevæger sig hen over mark og eng i et dejligt fællesskab med masser af indbyrdes forståelse.
Dét er hestens hjemmebane.
Men udenfor, i naturen, føler du dig måske lidt usikker når du rider på en hest du synes reagerer `uforudsigeligt´, især hvis du rider alene? Det behøver ikke være sådan!

Din træning inde i ridehallen eller på udendørsbanen kan styrke dit personlige forhold til hesten på dens egne betingelser. Med sådan et grundlag kan du bevæge dig ud i naturen på en måde hvor din hest samarbejder med dig som dens leder og ven.

Jo mere tillid hesten får til dig, jo bedre bliver dine rideture ud i det fri. Du vil komme til at opleve en hest der er pålidelig i de forskellige situationer den møder, fordi den er tryg ved dig som leder og ven. Og du vil opleve at hesten `passer på dig´, forstået på den måde at den ikke bukker og løber afsted i panik i situationer hvor den kan blive forskrækket over en fasan der letter på den anden side af en busk, eller når rådyr springer hen over stien foran dig. Måske kender du situationer hvor I møder brægende får i et hegn eller kaglende høns i en hønsegård, så hesten springer til siden, småstejler og snurrer rundt? Eller den trælse situation hvor hesten begynder at bakke og dreje bagparten ind på kørebanen?  Vi har vist alle været der…
MEN det behøver ikke at fortsætte med at være grunden til at du ikke kommer ud at ride i naturen!

Hesten kan være rolig og tillidsfuld også i de mest forskellige situationer fordi den kan beherske sin forskrækkelse, så det kun lige giver et sæt i den!

Det kan blive din virkelighed hvis du laver et godt forarbejde. Og forarbejdet foregår mest på banen, men også ved at du fx går tur med hesten udenfor området. Eller at du rider ud sammen med en veninde eller to.

Forarbejdet på banen er ikke at ride rundt og rundt på en hest der bliver ved med at skyde en skulder ud, eller som bliver ved med at gå på forparten! Hvis disse to ting ikke bliver rettet op kan du simpelthen ikke styre din hest! Det er som at skubbe rundt på en skævt læsset trillebør med fladt dæk!

Så snart du har fået rettet op på disse ting får du en hest der har tillid til dig og som er let at manøvrere. Og så bliver rideturen ud i det fri skøn!

For at få tips til hvordan du kan træne din hest anbefaler jeg at du tjekker gratismaterialet inde på Straightness Training

Du er også velkommen til at kontakte mig for flere tips.

 

 

 

 

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *