Læsø Lipizzaner

Hvilket øjeblik vælger du til at se på hesten?

Der er flere svarmuligheder at vælge mellem.
Hvilket blik sender du hesten; er det et fokuseret blik eller er det vidvinkel-blik?
Hvornår ser du hesten i øjnene – og hvornår ser du på dens pande, hoved, hals, krop?
Hesten registrerer alt dette, men gør du det også selv? Er du bevidst om dine virkemidler?Prøv at tænke tilbage på sidste gang du mødte en mand der kiggede dig meget stirrende ind i øjnene. Hvordan virkede det på dig? Det kan have været din far, en overordnet, eller én du var oppe at diskutere med. Sådan et stirrende og fokuseret blik er beregnet på at få dig til at makke ret, at tie, at vige, at sige undskyld selv om du måske ikke synes at du er dén der skal sige undskyld….

Tænk så på den mand der ser på dig med et blødt blik. Det kan have været din far eller det er din kæreste/din mand. Hvad er det der gør at hans blik er blødt? Jo, han gør brug af vidvinkel i stedet for at fokusere.

Tænk også på hvordan det er at være sammen med et menneske der aldrig ønsker at se dig i øjnene! Du føler dig ikke godt tilpas med vedkommende, vel?! Jeg tvivler på at I bliver bedste venner.

Så, i stedet for at tro at du aldrig må se en hest i øjnene, kan du vælge at skrue vidvinkel på. Så kan du få fuld glæde af at se din hest i øjnene og du kan se hvad hesten fortæller dig med sit blik!

Hestens blik

Du kan skrue dit vidvinkel på ved at forsøge at se mere end 180º på én gang. Start med at se lige frem, fokuser, og så – uden at flytte dit blik – udvid din horisont med 90º til hver side. Måske kan du mærke det når musklerne i dine øjne ændrer sig? De bliver faktisk afspændt!
Du kan i hvert fald mærke det på hesten, når du ændrer dit fokusblik til vidvinkelblik!

Hvor ser du hen på hesten, når du ser på den? Ser du altid / aldrig i dens øjne? Prøv at bruge vidvinkel til at se den i øjnene med! Hesten vil NYDE det når du med dit varme vidvinkel blik glæder dig over hans varme eller interesserede blik!

Du kan også udvide dit eksperiment ved at efterligne hesten: Når den blinker en enkelt gang med øjenlåget, gør du det også –  lige så langsomt som hesten gjorde det. Det er som at sige: VI ER VENNER!

Lad så dit vidvinkelblik glide hen på dens pande, eller hen på dens kæbe og siden af hovedet. NYD hvor smuk og skøn din hest er! Derefter kan du sukke dybt og tage dit blik væk fra hesten. Så vil hesten måske også sukke, og vil begynde at tygge lidt, smaske, sænke hovedet… Læg mærke til hvad din hest gør – og tænk over hvad det mon betyder.

Brug dit vidvinkelblik til at kærtegne ham/hende. Dette vil virke så beroligende på hesten! Og det er absolut step 1 til at få et nærmere tillidsforhold til den.

Bruger du derimod fokus blikket vil hesten føle sig meget udstillet og udleveret – og den vil sikkert blive mere urolig. Prøv det, lav små eksperimenter enten på staldgangen eller når du longerer hesten –  og læg nøje mærke til forskellen i dens adfærd.

Hvis du fik læst mit første blogindlæg om “Dit mindset når du møder hesten – eller begynder at træne den” vil du nu, hvor du arbejder med dit blik, opdage at du har glemt alt om verden omkring dig mens du eksperimenterer.

Næste gang jeg er ved tasterne kunne jeg godt tænke mig at skrive om, hvorvidt vi evner at være fokuseret i vores tankesæt (ikke vores blik) på dét vi gør klar til at `bruge´ hesten til.

Hvad mener du: Har det nogen betydning om vi har planlagt dagens træning af hesten? Kan hesten gribe `billedet´ i luften? Ja, det kan den!

Hvordan kan hesten finde ud af hvad vi vil have den til at gøre, hvis ikke vi har en klar tanke om det? 
Det allervigtigste aspekt ved at være i nu’et og nærværende, er den klare tanke.
Vi kan dermed gøre det lettere for hesten at samarbejde med os!

 

 

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *