Læsø Lipizzaner

Hvordan hesten reagerer på min adfærd

Rideturen på Rava, med Amadeus som håndhest, førte til at jeg mistede alle pluspoint på min konto hos Rava! Hvorfor? Fordi jeg ville dominere og tvinge hende da hun sagde: “Helst ikke!”
Turen hjemmefra gik ellers godt – også de første 100 skridt ud i floden. Men da hun fik øje på de sorte køer i det fjerne ville hun ikke mere gå frisk frem, selvom hun havde Amadeus ved sin side.

Med Håndhest

Selvom hun var godt tilfreds med at jeg havde Amadeus med som håndhest, blev hun altså utryg ved situationen.

Jeg forsøgte at presse hende til at fortsætte… Men så gjorde hun sig simpelthen immun overfor mine signaler.
Hun var utryg og hun fortalte mig det ved at sætte tempoet lidt ned. Som regel vil en hest der er utryg vælge at flygte eller ligesom fryse fast, eller kæmpe for at komme væk … Hun gjorde dog ingen af delene – hun blev bare lidt langsommere … Jeg gav hende nogle spark med mine hæle, og jeg svirpede enden af rebet mod hendes bagdel. Men øv, hvor er det da træls at behandle sin gode ven sådan!

Hun der ellers reagerer på det mindste lille tryk fra mit sæde, lår eller schenkel blev nu underkendt, misforstået og kritiseret af mig fordi hun ikke ville sætte farten op da jeg bad hende om det.
Her bagefter synes jeg det er helt forståeligt at hun ikke ville det – men dengang synes jeg det ikke. Og det er faktisk slet ikke i orden at jeg ikke viser forståelse og accept af hendes tøven!

Hun bevarede sin værdighed – og fortsatte med at gå fremad i uændret, langsomt tempo!

Jeg skulle have været stolt over at hun fortsatte med at gå fremad selvom hun ikke var tilfreds med situationen! Den tanke tænkte jeg ikke dengang, men heldigvis valgte jeg at stoppe med at presse hende! Det giver en bedre mavefornemmelse at stoppe op og tænke sig om, når man bliver vred.

Jeg kunne jo godt mærke hvor pinligt det var, uden `held´ at forsøge at presse hende til noget hun ikke var tryg ved at gennemføre …. Uden sporer og pisk var det tydeligt at hun ikke lod sig skræmme til at sætte farten op. Og hvor er jeg dog glad for at jeg ikke vil ride med sporer!

Da vi kom ind til den bred jeg for længst havde besluttet at vi skulle ind til, gav jeg hende lov til at stå stille og få tid nok til at fordøje det hele.

Men selvom jeg havde stoppet med at presse hende meget, havde hun med god ret mentalt lukket af til mig! Hendes ører pegede kun fremad også selvom jeg lænede mig frem og lagde en hånd på hendes hals for at få hendes opmærksomhed.
Hun ignorerede mig. Jeg valgte så at rose Amadeus med små varme ord, men at ignorere hende en smule `som straf´ for at hun ignorerede mig, mens vi stod stille derinde på bredden.
Det var faktisk lidt svært for mig at greje hvordan jeg mentalt set kunne komme sejrrigt ud af denne situation..

Jeg snakkede lidt med varm tone til Amadeus – og sagde et ord eller to i en reserveret tone til hende… Jeg lod hende også bare stå stille. Langt om længe begyndte hun at dreje først det ene øre og så også det andet øre om til mig! Sådan! Så kunne jeg `tilgive hende´ og tale varmt til hende… Åhhh… det SPEJL jeg havde set ind i var ikke nogen god oplevelse for mig! …. Det var ret tydeligt at hun havde nulstillet min konto efter at hun havde `set´ mig i sit spejl!

Mens hun havde fået tid til at stå stille og fordøje tingene, kunne jeg fornemme på hende at hun nåede frem til at indse, at jeg ikke havde bedt hende om at gå forbi køerne!

Hestens retfærdighedssans er virkelig meget, meget udpræget – og det gik op for hende at jeg ikke havde bedt hende om at gentage den tur vi havde været på dagen før –  hvor vi var alene – og hvor hun skulle forbi køerne på hjemvejen!
Det var som om hun blev nødt til at lade tvivlen komme mig til gode – og det var på dét tidspunkt at hun havde drejet ørerne om til mig i lytte-bagud-positionen. Hestens ører afslører hvor dens tanker er henne, så da hun drejede ørerne om til mig betød det at hun ikke længere ignorerede mig.

Hvor er jeg glad for at jeg aldrig bruger sporer, og at jeg ikke havde taget pisken med…

Nu skulle jeg så lige finde ud af hvad der var bedst at gøre for at få i det mindste et par pluspoint på kontoen…

Jeg valgte at ride samme vej tilbage som vi var kommet. Gennem Floden. Men nu med næsen i retning mod hjemad.

Det var en god beslutning. Alt gik godt på tilbagevejen. De gik begge frisk frem og jeg kunne koncentrere mig om at føle harmonien i fællesskabet.

Inde på bredden gav jeg dem igen tid til at stå stille og fordøje resultatet af tilbageturen. De fik begge godbidder fra min lomme. Og masser af ro. De stod begge to stille, men kiggede sig lidt omkring. Rava kiggede dog kun tilbage i retning af floden og genoplevede sikkert den tur vi lige havde været på. Amadeus kiggede til andre sider. Han er cool og han har selv påtaget sig opgaven at være en ven, kammerat og støtte for Rava.

Med Håndhest (6)

Med Håndhest (2) Med Håndhest (7)

Så, har hesten en selvværdsfølelse? Og er der nuancer i dens selvværdsfølelse? Jeg mener bestemt at hesten har masser af følelser, og at de ændrer sig alt efter hvilken situation hesten kommer ud i, eller har været i for den sags skyld. De husker nemlig også godt!

Der er nok ikke to heste der er helt ens. Mine to er meget forskellige af gemyt. Men det grundlæggende mønster gentager sig; altså at hestens selvværdsfølelse kan opbygges, hvilket giver pluspoint på menneskets (trænerens) konto. Men at selvværdsfølelsen også kan lide et knæk når hesten bliver tvunget mod sin vilje – og at kontoen derved bliver lænset for pluspoint!

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *