Læsø Lipizzaner

Islandsheste i flok er ikke som sardiner

Jeg filmede en større flok islandsheste på Læsø i efteråret 2014 og det der foregår i denne 4 minutters yt-film, kan fortælle os en del om hvordan heste påvirker hinanden. Det er tydeligt at de ikke er en stime af sardiner der opfører sig ens.
Sardiner i stimeDet er interessant at flokken består af to hovedgrupper, og at det ikke kun er én men flere af hestene, der viser tegn på dominans. Der foregår rigtig meget imellem dem. Der er f.eks. en rød der uddeler advarende blikke og kaster med hovedet for at holde uindbudte på afstand. En brun viser sin underdanighed overfor den dominante røde og får derfor lov til at stå tæt på ham. Der er også nogle grå heste der danner en lille uafhængig flok med en leder. Han har også en bestemt mening om hvem der må være med i gruppen, og hvem der ikke må! Der er to af de ældre som går deres vej. Og flertallet tager det stille og roligt.

Hvis man kan udlede noget af filmen kunne det være dét, at hesten fortjener at få en individuel behandling af mennesket, fremfor at blive behandlet som en `behåret cykel´.
Jeg kan nemlig ikke lade være med at sammenligne hesten med det opvakte barn i skolen, der måske ikke får udfordringer nok fordi han/hun ligger over gennemsnittet, men ikke får de opgaver som kunne fremme hans/hendes muligheder.
Det er ikke sikkert at det er noget der sker i skolen `nu om dage´, men det var et problem tidligere. Sammenligningen med hesten passer på en del punkter, synes jeg. Og det er i hvert fald sørgeligt at få et barn/en hest der er gået i stå selvom det er intelligent. Indadvendthed eller aggressioner – to meget forskellige reaktioner på samme problem – det er ikke ukendt.
Så, i hvert fald i hestesammenhænge vil jeg gerne slå til lyd for at vi respekterer hestens behov for anerkendelse og ros når vi træner den.
Giver vi hesten ros, anerkendelse og en passende pause lige efter en god præstation, kan vi hjælpe den til ikke at blive stresset over for megen indlæring på én gang.
Hvis vi kun kræver og kræver og kræver at hesten skal præstere i én uendelighed bliver hesten nødt til at forsvare sig ved at trække sig ind i sig selv og nærmest blive robotagtig – eller blive urolig, grænsende til aggressiv.

Sammenligningen med det opvakte barn der ikke bliver stimuleret, passer i denne sammenhæng på en hest der af natur er meget sensitiv og af natur altid forholder sig til sine omgivelser, men som bliver berøvet en sådan almindelig adfærd ved at den hele tiden bliver presset til at gøre, og gøre, og gøre uden at der er nogen mening i det – set med hesteøjne. Og det er denne meningsløshed der får den til at gå i sig selv eller til at blive aggressiv – tror jeg…

Hvis vi sørger for at rose og anerkender hesten for den indsats den gør når vi træner den, ja så kan vi aktivere hestens indre værdighed fordi vi giver den mulighed for at glæde sig over sine evner.
Og dén glæde vil smitte af på dens forhold til `sit´ menneske – den vil glæde sig over samarbejdet!

Er vi først nået så vidt at hesten glæder sig over at samarbejde med os, kan vi begynde at glæde os over synkront samvær med hesten!
Så vil hesten nemlig gætte vores tanker samtidig med at de opstår. 
Hesten vil forsøge at spejle os.
Måske er det feromoner mellem hesten og os der får det til at lykkes, fordi vi har hjertet med i arbejdet?

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *