Læsø Lipizzaner

Lipizzanerens egenskaber er vigtige at kende hvis du vælger denne pragtfulde hest

Lipizzaneren kræver intelligent omsorg da den har personlighed og derfor ikke synes om at blive overladt til sig selv hvis man kun har tid eller lyst til at træne/ride 1 x ugentligt.

Jeg vil mene at den kræver kontakt 3-4 x ugentligt. Derudover har den brug for at være udenfor i mange timer sammen med en flok heste af samme køn og med god plads at røre sig på, så den frit kan vælge hvem den vil have som kammerater tæt på sig, og hvem den ikke vil gå tæt sammen med.

 

Gåtur med en lipizzaner

Hvis man overvejer hvorvidt lipizzaneren er god at bruge til træning af handicappet rytter med hjælpere, hvoraf flere af disse hjælpere er ryttere som vil ride den i løbet af ugen, vil jeg mene at den fint kan klare alskens udfordringer hvis bare man samarbejder med dens personlighed og vilje, og hvis man accepterer at den har brug for lederskab og tryghed hvis den skal bruges til turridning i skoven.

Jeg vil også mene at én af hjælperne skal være “lipizzanerens menneske” (vi kunne kalde dette menneske for `ankermanden/-kvinden´).

Ankermanden/-kvinden skal være det menneske som hesten kan knytte sig til.

Lipizzaneren kan ikke leve godt uden at have en fast tilknytning til “dens menneske”. Alle andre mennesker vil den forholde sig til i overensstemmelse med hvad “dens menneske” synes om disse.

Så ankermanden/-kvinden må være én der har tid til at være sammen med hesten, som oparbejder en personlig tilknytning til den, som har stor indfølingsevne og er et rummende og vidende menneske … og vedkommende skal kunne formidle tryghed og accept mellem hesten og andre mennesker.

Det er ikke en hvilken som helst lipizzaner der er egnet som handicaphest – det kan du læse mere om nedenfor i Eva Lydekings virkeligt fine beskrivelse af de forskellige typer af hoppelinjer.

Hvis den handicappede ikke har mulighed for at træne og ride den i alle situationer (altså både på banen og i skov) vil det være bedst at vedkommende ikke får opgaven som ankermand/-kvinde.

Dette betyder dog ikke at den handicappede ikke kan få en meget nær tilknytning til lipizzaneren. Det er en hest der kan rumme endog rigtig megen kontakt med både mennesker og andre heste. 

Min vallak er virkelig meget rummelig både overfor mennesker og andre heste i folden. Han er noget af en diplomatisk leder i flokken af heste, da han har en høj social intelligens.
Min hoppe er derimod meget knibsk og striks overfor andre heste, og hun knytter sig mere til mig (“sit menneske”) end til andre heste. Fordelen ved hendes tilknytning til mig er, at jeg føler hun passer på mig når vi rider ud. Hun kan sagtens blive urolig, men giver jeg hende lange tøjler tager hun ansvar for sin adfærd og forbliver i skridt selvom hun er `bange´ for den der postkasse henne ved det der hus på den der adresse….

Hvis jeg ikke er 100% til stede i situationen og nu ‘et, straffer hun mig dog ved ikke at være cool og behersket, og så bruger hun sin energi på at tænde af som en raket hvis der er nogle skygger hun kan bruge som undskyldning for dét – for det er jo så sjovt at bruge sin elastik i bagparten og sin smidighed i ryggen til at sende mig en tur til månen !!! …. Det skete én gang for nylig – og det skete to gange i tilridningsperioden. Men der gik jo så også næsten 10 år mellem disse to gange. Jeg skal ikke ride alene ud i skoven eller på gader og stræder, hvis ikke jeg er 100% tilstede som en rolig leder for hende! Hvis jeg ikke er på dupperne skal jeg vælge at gøre noget andet den dag. Gå ud i folden og hilse på hende, eller gå en tur i skoven med både hende og vallakken, eller træne hende fra jorden hvis jeg godt nok er 100% klar til at være på banen, men bare ikke er 100% klar til at ride hende ud i naturen.
Lipizzanerhoppe Rava
Jeg spurgte inde på Dansk Lipizzanerforenings fb-side om nogen ville supplere med mere info angående lipizzanerens egenskaber og om den kan bruges til handicapridning. 

Der kom en interessant tilbagemelding fra lipizzanerejer og -avler Eva Lydeking, der gør opmærksom på at der er STORE (arvelige) temperamentsforskelle i de forskellige hoppelinjer.

Og hun fortsætter:

“a. Jeg kender én hoppelinje som passer perfekt til det du har skrevet  da jeg har haft/trænet/tilredet min. 6 forskellige fra den familie, de to af dem på M-S niveau: Disse hopper kræver rigtignok cool lederskab for at fungere “alene” ude i skoven…. kan tage tid. Stabile når de er voksne. Elastiske, skønne, smidige – men med lige lidt mere fyrværkeri og lige lidt mindre stabilitet øverst (i knolden).  

b. De andre jeg (også) har, er MEGET MERE cool fra starten. Jeg har redet mange til og plejer at sige 5-10 ganges træning fra jord/ longe og SÅ rider vi i skoven alene. Uanset om det er hoppe, hingst, vallak. Det har aldrig været et problem. Mine to nuværende rideheste er i denne gruppe…..Nea. Europa og Luna.

 c. NOGEN lipizzanere har en exceptionel social forståelse (dem kan man sove hos om natten, også ude til show) og de inkluderer mennesket i familien (ja, ja- jeg ved godt at adfærdspædagoger siger det modsatte; at heste ikke kan det)… de er født til at kunne bruges til handicapridning. Eksempel her er blandt mine heste: Zasi, Albert, Sousha, Africa, Gatzy, Muldvarp, Samson som er 3 år nu……..de tænker virkelig før de handler, dvs. de taber ikke folk, så længe man behandler dem retfærdigt og fair. De gør ikke noget uoverlagt. Jeg har haft Zasi i 14 år, Sousha i 7-8 og Africa i 12…. INGEN af dem har sat en fod forkert, nogensinde. De har gået med alt fra sårbare og skadede ryttere til helt, helt små børn.

ALTID gælder det, at hvis en lipizzaner FØRST har fået lig i lasten pga. forkert træning/traumer/chok/fejlfodring mm SÅ kan det tage endog meget lang tid at afmontere stressen som er blevet lagt ind i nervesystemet.

Derfor, til handicapridning, ville jeg vælge en ung model af rolig type og få den “skræddersyet” til jobbet. Eller en ældre med 110 % kendt historie.

 Zasi og Sousha har begge gået en del som handicaphest og sjovt nok, så hjalp deres velorganiserede, veluddannede bevægemønster til at hele og lindre neurologiske skader. (Vi prøvede først med en rolig koldblods og den gjorde det værre)… det velorganiserede og meget- meget taktfaste bevægemønster frigør oxytocin i rytteren og det er en hjælp på mange, mange områder.

JEG turde aldrig bruge en rolig koldblods til sårbar rytter, for når de først tænder af er raketten gået.

Lipizzanere er livligere end så mange andre, men mere cool end de fleste og det betyder at de bliver I KOMMUNIKATIONEN med rytteren, også hvis de bliver utrygge.

Det synes jeg er meget mere trygt end en kold sild der først reagerer, når månen falder ned. Og så taber det hele.” Dette var Eva Lydekings ord.

Så, nu er jeg spændt på om vores beskrivelse af Lipizzaner hoppen har skræmt dig væk fra at vælge en lipizzaner som din drømmehest,

eller om du kan se gaven i denne race?

Jeg fortryder aldrig at jeg valgte lipizzaneren som min hest! Hverken hoppen eller vallakken vil jeg undvære. De har givet mig så meget! Den ene mere end den anden.

Men jeg fortæller ikke hvem der giver mig mest, for jeg kan simpelthen ikke foretrække den ene frem for den anden. De står lige, med hver deres styrker!

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *